Trikinjagt i Østgrønland

08. oktober 2005 17:44

Biolog Lone Møller og læge Anders Koch fra Statens Seruminstitut har været på trikin-jagt i den østlige del af Grønland.

Trikiner er parasitter, der kan findes i kødet hos blandt andet hvalros og isbjørn. Spiser mennesker trikinholdigt kød, som ikke har været ordentligt stegt eller kogt, kan man blive smittet.

Af de i alt 1009 personer, der deltog i undersøgelsen i Ammassalik Kommune, havde tre procent trikiner i kroppen. Og andelen af de smittede var højst hos de ældre.

Målet med undersøgelsen er, at der fremtiden skal være færre, der smittes med trikiner, selvom symptomerne ikke er voldsomme.

- I den akutte fase, kan der opstå større problemer, men der er ikke nogle problemer i de fleste af de tilfælde, vi har registeret, siger Lone Møller.

Om godt tre uger rejser et større hold af læger og forskere fra blandt andet Rigshospitalet og Dronning Ingrids hospital til Tasiilaq for at undersøge skolebørn for tuberkulose. En nyudviklet test kan nemlig afsløre, hvor mange der er smittet uden at have symptomerne.