Tre isbjørne er skræmt væk fra Qeqertarsuatsiaat
- Jeg var nødt til at skyde mod dem, fordi de ikke flyttede sig. De befinder sig nu omkring fem kilometer væk, og er kommet på land.
Det siger fanger fra bygden Qeqertarsuatsiaat, Ole Henriksen.
En stor hunisbjørn med to unger har siden i formiddag gået rundt i nærheden af bygden, der på dansk hedder Fiskenæsset.
Ifølge Ole Henriksen var bjørnene omkring 300 meter væk fra bygden og gik rundt på en lille ø overfor bygden.
- Jeg håber ikke, at de kommer tilbage. Ellers så skal jeg nok være klar igen, siger Ole Henriksen til KNR.
Har lugtet sig frem
Det er Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, som har kontaktet kommunefogeden i Qeqertarsuatsiaat for at holde øje med situationen - og det er Ole Hendriksen, som fik opgaven. Det blev ham, fordi han har en erhvervsjagtlicens.
Han tror, at isbjørnene har lugtet sig frem til bygden, da de blev set mandag formiddag klokken 9.30.
Video: Kuuka Ottosen
Hunisbjørne med unger er fredet, og må ikke skydes. Men det er tilladt at skræmme isbjørne med riffelskud.
Da KNR træffer Ole Henriksen på telefonen, sejlede han rundt sammen med fem andre både og fulgte isbjørnene.
- De er begyndt at komme hvert år - jeg så også tre isbjørne forrige sommer, siger Ole Henriksen til KNR.
Havde snuden mod bygden
Han er glad for at have fået opgaven med at holde øje med de store dyr.
- Det har jeg ikke noget imod, jagt er noget jeg interesserer mig for. Det er sjovt.
Han forklarer, at isbjørnene havde snuden mod bygden, da de blev set.
- De kan godt være farlige, hvis de kommer for tæt på bygden. Hvis der var nogen, som havde stødt ind i isbjørnene uden geværer, og som var sammen med børn, kunne det være farligt, siger han.
Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug siger, at man ikke forventer at følge isbjørnene nu, da de skræmt væk.