Tre grønlændere vil i Københavns integrationsråd

18. januar 2006 06:15

Tre grønlændere har valgt at lade sig opstille, når der er valg til integrationsrådet i Københavns kommune den 7. marts.

Der skal vælges 15 medlemmer til rådet og for første gang kan grønlændere stille op. Og det er der altså tre ud af i alt 52 kandidater der har valgt at gøre.

Der er imidlertid delte meninger om grønlændere i Danmark har brug for særlig integration. Men det har de, mener en af de grønlandske kandidater, SF’eren Nikoline Ziemer.

Hun vil arbejde for at socialrådgivere i Københavns kommune skal uddannes specielt til at sørge for grønlænderes interesser.

- Det man kan opnå, det er at socialrådgiverne bliver uddannet til at varetage grønlændernes interesser. Som det er nu har grønlændere svært ved at spørge om hjælp og ved at bede om bistandsstøtte, som de egentlig har ret til, siger Nikoline Ziemer.