Transportkommission: Flyt Kangerlussuaq til Nuuk
Den længe ventede rapport fra transportkommissionen blev offentliggjort af kommissionen formand Christen Sørensen fredag middag. Og en af anbefalingerne er flytning af atlantlufthavnen fra Kangerlussuaq til Nuuk.
Transportkommissionens analyser viser, at det samfundsøkonomisk bedre kan betale sig at forlænge landingsbanen i Nuuk til 2.200 meter, da de fleste passagerer over atlanten kommer fra Nuuk.
- Den samfundsøkonomiske rentabilitet af at flytte Atlantlufthavnen fra Kangerlussuaq til Nuuk er baseret på den meget væsentlige forudsætning, at Kangerlussuaq lukkes. Der er ikke tale om både og, skriver transportkommissionen i sin anbefaling.
Og samme billede tegner sig for lufttrafikken til Sydgrønland. Transportkommissionen anbefaler nemlig at Narsarsuaq bliver lukket og at der bliver bygget en atlantlufthavn i Qaqortoq, hvor der skal være plads til en landingsbane på 1.799 meter. Anbefalingen kommer på baggrund af at de fleste sydgrønlandske passagerer over atlanten kommer fra Qaqortoq.
Transportkommissionen anbefaler også, at landingsbanen i Ilulissat bliver forlænget til 1.199 meter, men en yderligere forlængelse af landingsbanen kan blive nødvendigt i løbet af få år. Det bliver også anbefalet at lufthavnen i Qaanaaq bliver lukket og at man istedet går til den gamle ordning, hvor rejsende flyver gennem Pituffik i fremtiden.
Tranportkommissionen anbefaler også at lufthavnen i Kulusuk bliver flyttet til Tasiilaq for at sætte ekstra skub i erhvervudviklingen i Østgrønland.