Trækker udtalelser tilbage

22. februar 2006 13:50

Partiet Atassut synes nu under generelt tilbagetog i sagen om Great Greenland. Finansudvalgets formand, Ellen Christoffersen, trækker nu udtalelser, der blev bragt i går i Radioavisen tilbage.

I en pressemeddelelse fra i dag skriver Ellen Christoffersen, at hun vil rette gårsdagens udtalelse.

Her blev der nemlig sagt, at Finansudvalgets medlemmer havde modtaget oplysninger om ledelsen i Great Greenland, ligesom de blev drøftet i udvalget.

I en pressemeddelelse siger Ellen Christoffersen, at hun vil rette de udtalelser.

Oplysningerne har hun kun modtaget som menigt medlem af Landstinget. Og de har ikke været genstand for drøftelse i Finansudvalget.

Ændringerne af hendes udtalelser er sket efter krav fra de øvrige medlemmer i Finansudvalget.

Siumuts medlem af udvalget, Tommy Marø, erklærer sig tilfreds, og siger, at der ikke er mere i den sag. IA’s medlem, Johan Lund Olsen, siger, at han indtil videre er tilfreds med, at Ellen Christoffersen trækker udtalelserne tilbage.