Tolv nye købmænd

De første tolv købmænd på uddannelse har nu fået deres eksamensbevis.
Fra venstre: Salgschef Ole Løvstrøm (Sisimiut), butikschef Jørgen Mørch (Paamiut), butikschef Thomas Kristoffersen (Narsaq), købmand Susanne Kristiansen (Tasiusaq, UPV), købmand Kristian Liilu Lyberth (Kangaatsiaq), købmand Marie T. Larsen (Kangerlussuaq), butiks-chef Erik Immanuelsen (Upernavik), købmand Mette Kristensen (Innaarsuit), souschef Aviaja Abelsen (Tasiilaq), butikschef Hans-Erik Enoksen (Nanortalik), købmand Ulloriaq Kristiansen (Kangaamiut), butikschef Ove Jerimiassen (Aasiaat). Foto © : KNI
Skrevet af Bikki P. Kleist
28. februar 2017 07:39
Versionist Simon Uldum -

KNI A/S startede på købmandsuddannelsen i august sidste år, og et hold blev startet med tolv deltagere, og de har nu alle fået papir på deres uddannelse.

KNI´s købmandsuddannelse varer i alt ni måneder, og under forløbet har deltagerne været på tre teoriophold på servicenteret i Sisimiut. Imellem teoriopholdene får deltagerne opgaver tilsendt elektronisk, som de skal løse sideløbende med deres respektive stillinger. Det skriver KNI i en pressemeddelelse.

Alle deltagerne har flere års erfaring i butiksarbejdet enten i bygderne eller byerne, og de fleste har i flere år arbejdet som købmænd.

Derfor er butiksdrift ikke et nyt begreb for dem, men under deres uddannelse har de arbejdet indgående med forskellige teorier om ledelse, planlægning, indgående købmandskab, vurderinger og motivation.