Tine Bryld: Rørende film

Forfatter Tine Bryld, glæder sig over den interesse, som filmen ”Eksperimentet” har fået.
07. september 2010 11:20

- Jeg er rigtig glad for det. Nu har jeg jo haft lejlighed til at se den inden den var helt klar, og jeg synes at den er meget bevægende og rørende, siger Tine Bryld.

Filmen er baseret på hendes bog ” I den bedste mening”, der handler om 22 grønlandske børn der i 1951 blev skilt fra deres familier og sendt til Danmark.

Tine Bryld mener, at den danske stat har handlet forkert ved at sende børnene til Danmark. Men hun mener også, at en anerkendelse af problemet er bedre end en undskyldning til Grønland.

- Det værste var, at man bagefter ikke har prøvet at forklare børnene og familierne om hvad der skete, siger Tine Bryld.

- De var fuldstændig forudsætningsløse. De vidste ikke hvorfor de kom til Danmark og hvorfor de efterfølgende kom på et børnehjem. Hvis jeg var i den situation ville jeg ønske en anerkendelse af, at det var en dårlig beslutning. Men sket er sket. Der mener jeg, at fortiden må hvile, siger Tine Bryld.