Der var tilfredshed over hele linjen da Royal Arctic Line i dag holdt generalforsamling. Et overskud på 28 millioner kroner efter skat, stigende godsmængder og et udbytte til ejerne, nemlig Hjemmestyret på 14 millioner kroner, var nok til at generalforsamlingen var overstået på en halv times tid.
Men i sin beretning efterlyste formanden, Jørgen Høy dog endnu engang en hurtig afgørelse fra landsstyret på spørgsmålet om, hvilken dansk havn, der skal være basishavn for Royal Arctic Line de kommende år. Om det forstsat skal være Ålborg, som selskabet selv kæmper for, eller en af de andre danske havne, der også er i spil.
Men den afgørelse ligger ikke lige om hjørnet, sagde Landsstyremedmedlem for Boliger, Infrastruktur og Miljø, Jens Napaatoq:
- Jeg håber vi kan nå en løsning senest til efterårssamlingen. Men det kunne være godt med en løsning før, af hensyn til medarbejderne, siger han.
Lød det fra landsstyremedlem, Jens Napaatoq som Charlotte Holten-Møller havde talt med.
På dagens generalforsamling trådte erhvervsmanden, Svend Junge og og tidligere direktør i Danske Bank, John Rammer ud af bestyrelsen. Ind kom bestyrelsesformand i rederiet J. Lauritzen, Bent Østergaard og sekretariatsleder i Team Grønland, Claus Nielsen.