Tilfredshed i Kangerlussuaq

09. marts 2005 16:52

118 af Kangerlussuaqs borgere mødtes i går med landsstyremedlem for infrastruktur Jens Napaattooq for at blive beroliget om deres fremtid.

Med var også Sisimiuts borgmester Hermann Berthelsen.

Han mener, der kom meget konkrete løfter ud af borgermødet. Kangerlussuaq bliver ikke lukket, selv når Nuuk får længere bane.

Og så bliver der stiftet to arbejdsgrupper.

Den ene skal kigge på en finansieringsmodel for en vej fra Sisimiut. Den anden skal koncentrere sig om erhvervsudvikling og turisme.

- Jeg er beroliget. Men jeg havde selvfølgelig håbet på, og det gør jeg fortsat, at Kangerlussuaqs status som Grønlands internationale lufthavn ikke bliver ramt af det her, siger Hermann Berthelsen.

Han tilføjer, at der stadig vil være en Kangerlussuaq bygd efter 2011, når Nuuk og Ilulissat får deres lufthavne.

- Ikke lige i den form den har nu, men med andre aktiviteter også, siger Sisimiuts borgmester.

Bygdebestyrelsesformand i Kangerlussuaq Fritz Baumann er ikke helt beroliget.

- Det her er jo et spørgsmål om man skal se glasset som halvt fuldt eller halvt tomt. Vi kan ikke lave om på landspolitiske beslutninger. Men vi har brugt det her til at få nogle af vores ønsker igennem, siger han.