Tidligere landsstyremedlemmer kan retsforfølges

29. november 2005 13:23

Politimester Anders Linnet vil i gang med efterforskningen af to tidligere landsstyremedlemmers repræsentationsforbrug.

Han har skrevet til Landstingets formandskab for at få grønt lys til efterforskningen, men ifølge direktør i Landstingets Bureau, Nikolaj Sørensen kan efterforskningen gå i gang uden landstingets tilladelse.

For at politimesteren kan efterforske de to tidligere landsstyremedlemmer Jens Napaattooq og Rasmus Frederiksens forbrug på repræsentation, skal han anvende paragraffen om økonomiske forbrydelser.

- Tidligere og nuværende landstings- og landsstyremedlemmer kan retsforfølges inden for loven om økonomiske forbrydelser. Landsstyremedlemmer har ikke immunitet indenfor kriminallovens kapitel 21, og kan derfor retsforfølges som alle andre, siger Nikolaj Sørensen og fortsætter:

Men, hvis der skal ske en efterforskning af landsstyremedlemmers embedsførelse inden for loven om landsstyremedlemmers ansvarlighed, kræver det en henvendelse fra landstinget, siger Nikolaj Sørensen.

Nikolaj Sørensen forklarer, landsstyremedlemmer ikke kan retsforfølges efter loven om landsstyremedlemmers ansvarlighed, fordi loven om tjenesteforsømmelsen ikke kan anvendes på landsstyremedlemmer. Derfor kan politimesteren altså ikke på nuværende tidspunkt efterforske og rejse tiltale inden for Loven om Landsstyremedlemmers ansvarlighed, fordi der ikke er kommet et forslag fra et medlem af Landstinget om at lade Politimesteren kigge på det.

- Vi vil naturligvis underrette politimesterembedet omgående, såfremt Landstinget på et senere tidspunkt måtte ønske en politiundersøgelse af de tidligere landsstyremedlemmers embedsførelse efter reglerne om landsstyremedlemmers ansvarlighed, siger Nikolaj Sørensen.

Lige nu afventer Landstingets Bureau, at landstingets formandskab træder i kraft første december, før der kan foretages yderligere.

Nikolaj Sørensen siger også, at Landstinget uden tvivl vil have sagen belyst, før der træffes en beslutning.

- Dette kan ske, når revisionsudvalget fremlægger landskassens regnskaber for 2004, siger Nikolaj Sørensen.