Tidligere fiskeridirektør er død få dage efter hædersoverrækkelse
Kun et par dage efter, at Peder Munk Pedersen modtog Nersornaat i Sølv, er han afgået ved døden.
Det skriver Sermitsiaq.AG.
Peder Munk Pedersen var i sin aktive karriere en af de mest markante forkæmpere for det grønlandske fiskerierhverv.
Han kom oprindeligt til Grønland som journalist, hvor han var ansat på netop AG i mange år, hvorefter han blev redaktør på Sermitsiaq.
Siden var han blandt andet direktør i rederiforeningen APK og i Fiskeridirektoratet.
Da han fik overrakt Nersornaat i Sølv af formanden for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt, lød det blandt andet.
- Du beskrives som en ildsjæl inden for Grønlands vigtigste erhverv, fiskeriet og har med stor viden og indsigt i området kæmpet for erhvervets vilkår, til stor gavn for hele den grønlandske befolkning, sagde hun.
Peder Munk Pedersen blev 71 år og kæmpede mod galdeblærekræft i det sidste år op til sin død, skriver Sermitsiaq.AG.