Thule: Fogh lover at betale udgifter

Skrevet af Karsten Sommer
06. oktober 2005 18:50

Regeringen er villig til at betale hvad det måtte koste at følge op på anbefalingerne fra den endelige rapport fra Risø. Det lovede statsministeren i dag i et svar til folketingsmedlem Kuupik Kleist.

- Regeringen er selvfølgelig indstillet på snarest at tage en drøftelse med Hjemmestyret om hvordan vi skal følge op på undersøgelsen, sagde Anders Fogh Rasmussen under dagens åbningsdebat i Folketinget. Statsministeren understregede, at den endelige afrapportering af Risøs undersøgelse forventes at foreligge i 2006. Bliver det nødvendigt skal regeringen nok ty til lommerne lød det fra Anders Fogh Rasmussen:

- Jeg vil gerne understrege at der ikke skal herske tvivl om at regeringen er indstillet på at afsætte ressourcer til at følge op på rapportens anbefalinger.

Statsministeren oplyste derefter at Statens Institut for Strålehygiejne i næste uge vil deltage i landsstyrets besøg i Thule for at oplyse lokalbefolkningen om de foreløbige resultater af den nye undersøgelse.

Derimod turde statsministeren ikke tage stilling til om forsvarsaftalen med USA, der blev indgået sidste år, omfatter en eventuel oprydning af området.

- Det kræver, at jeg får lejlighed til at dykke yderligere ned i sagen. Men jeg vil sige rent principielt at det ikke er en sag der skal have lov at falde ned gennem to stole. Selvfølgelig skal der findes en løsning på de problemer der bliver konstateret, sagde Anders Fogh Rasmussen.