Telepost beklager problemer i Qassimiut

Borgerne i bygden Qassimiut i Sydgrønland har siden nytår levet med ustabile forbindelser. Nu beklager Telepost.
Arkiv
Skrevet af Kenneth Elkjær
16. januar 2017 09:47

De seneste 17 dage har borgerne i Qassimiut levet med ustabilt internet, tv og telefon, mens Telepost har forsøgt at afhjælpe problemerne. Men det har været en lang og svær proces, der endnu ikke er afsluttet, lyder det fra virksomhedens teknik- og it-direktør, Jonas Hasselriis.

- Vi beklager meget for de gener fejlen måtte havde givet vores kunder. Siden problemet blev opdaget har vores folk gjort alt, hvad de kunne, for at stabilisere forbindelserne i Qassimiut. Desværre har vejrforholdene udfordret vores teknikere, både i forhold til transport i området og de arbejdsmæssige sikkerhedsforhold, udtaler han i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Qassimiut uden telefon, internet, tv og radio siden nytår

Telepost oplyser, at de stadig er i gang med at reparere systemerne, der igen skal give borgerne i den lille bygd en stabil forbindelse til omverdenen. I øjeblikket arbejder man på at sende reservedele og yderligere personale fra Nuuk til Sydgrønland.