Telemedicin på vej til Grønland

08. januar 2006 18:50

Rigshospitalet indleder et pilotprojekt, der på forsøgsbasis indfører telemedicinske behandlinger af udvalgte patienter på Grønland i stedet for ambulant fremmøde i København.

Det betyder, at en række patienter med store rejseafstande kan se frem til at spare transportudgifterne til og fra Rigshospitalet.

Lægelig direktør Jannik Hilsted oplyser, at Sundhedsstyrelsen netop har godkendt en ansøgning om 775.000 kroner til et 16 måneders projekt, som begynder i februar.

Telemedicinske konsultationer er en metode, hvor patienten efter aftale møder op på sit lokale sygehus og bliver tilset af specialisten på Rigshospitalet via videokonference med en lokal læge eller sygeplejerske ved sin side, siger Jannik Hilsted til Ritzau.

- Forhåbentlig vil det få den effekt for de læger, der ofte sidder alene i Grønland, at de oplever at få en bedre og gratis faglig sparring med specialisterne fra Rigshopitalet, siger Jannik Hilsted.

Projektet begyner i februar og afsluttes i maj 2007, skriver Ritzau.

Chefsygeplejerske på Dronning Ingrids hospital i Nuuk, Maybritt Andersen, oplyser, at der allerede er en dialog i gang mellem Grønland og Rigshospitalet i Danmark.

- Først skal der arbejdes på hvordan projektet helt konkret skal udformes og derefter skal vi have en aftale på plads inden den telemedicinske behandler kommer i brug, fortæller chefsygeplejerske Maybritt Andersen.