Teenagepiger laver teater om omsorgssvigt

01. november 2005 16:01

Normalt siger man, at 13 betyder uheld. Men sådan er det ikke i Paamiut, hvor 13 teenagepiger på et selvudviklingskursus har haft både held og succes med at opsætte deres eget teaterstykke med titlen ”Hør Mig”.

-Stykket handler primært om dårligt fungerende familier, hvor alkohol har en stor indflydelse. Familier, hvor opdragelsen typisk kun foregår via kommandoer i stedet for samtaler, fortæller kursusleder Ove Poulsen.

Stykket har været vist for fuldt hus i Paamiut og Ove Poulsen og de 13 piger håber nu at kunne få lov til at spille i blandt andet Katuaq i Nuuk.

17-årige Linda Thorsen, der spiller mor til en pige, der begår selvmord i stykket, mener, at man skal fokusere mere på problemerne omkring omsorgssvigt og selvmord i stedet for at lukke øjnene:

-Mange forældre kunne jo have været med til at forebygge selvmord ved at give omsorg til deres børn.