Tæt på enighed i Canada

09. december 2005 15:59

FNs klimakonference i Canada er ganske tæt på bred enighed, her før forhandlingerne går ind i deres sidste lange nat. Miljøminister Connie Hedegaard er yderst tilfreds med at en række store U-lande og lande som ellers var uvillige, nu er åbne for at drøfte om de også skal forpligte sig, når Kyoto-aftalen udløber i 2012:

- Indien, Kina, Brasilien, Argentina, Sydafrika, Australien er med til at sende et stærkt signal: Ja, vi skal i dialog om, hvad der skal ske efter 2012. Vi indleder nu en proces. Man skal melde tilbage de næste to år: Hvad kommer der ud af den dialog. Det er ikke helt den faste tidsramme, som EU har ønsket, men alligevel, der er sat rapporteringsforpligtelser ind. Det er et meget stærkt signal.

- Jeg hæfter mig også ved den almindelige stemning om, at nu skal der altså ske noget. Der er en fornemmelse af, at det haster, siger Connie Hedegaard.

Hun kan glæde sig over kraftige danske fingeraftryk på resultatet. Det var Connie Hedegaard, der i sommers inviterede alverdens miljøministre til Grønland, hvor de fik et chok over at alting smelter nu, i dag, ikke i fremtiden. Et indtryk, der kom til at farve hele klimakonferencen i Montreal også.