Tæsket for voldtægt af grønlænder

Forslået rumænsk mand anholdt efter vold i Christiania
18. juli 2009 12:49

Politiet anholdt i nat en forslået rumænsk mand, der sigtes for voldtægt af en grønlandsk kvinde på Christiania i København. Manden blev opdaget midt i voldtægten og tæsket af en gruppe christianitter, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Peter Steffensen.

Den grønlandske kvinde var bevidstløs, da politiet fandt hende, og hun blev bragt til Rigshospitalet.

- Vi ved endnu ikke, om hendes tilstand skyldes selve voldtægten, alkohol, euforiserende stoffer eller noget helt andet. Men hun er uden for livsfare, siger Peter Steffensen.

Han understreger desuden, at politiet også er usikker på omstændighederne omkring voldtægten. Ordensmagten blev først opmærksom på sagen, da en borger anmeldte, at en mand gik nøgen rundt på Torvegade ved Christianshavn. Det var altså den 56-årige rumæner, der nægter ethvert kendskab til voldtægten.

Rumæneren fik efter et grundlovsforhør anholdelsen opretholdt i 72 timer.