Systemskifte på vej i Grønland?

Skrevet af Karsten Sommer
14. november 2005 07:36

Hvem der kommer til at udgøre det fremtidige Landsstyre i Grønland efter landstingsvalget i morgen, blev måske afgjort i går, da partiet IA vredt trådte ud af det politiske ægteskab med Siumut.

- Siumut har diskvalificeret sig selv som samarbejdspartner, hed det i en pressemeddelelse fra IA sent i går eftermiddags.

Og i går aftes under partilederrunden i TV og radio blev bruddet helt tydeligt da IA's formand, fungerende landsstyremedlem for økonomi, Josef Motzfeldt, gentog sin afvisning af fremtidigt samarbejde med Siumut, samt lagde op til hvad han kaldte ”et systemskifte” i grønlandsk politik, og inviterede partierne uden om Siumut til et muligt samarbejde efter valget i morgen..

Ingen af de tre største partier, Siumut, IA og Demokraterne, ser ud til at kunne danne landsstyre alene efter valget. Og den hidtidige koalition mellem Siumut og IA er altså ikke en mulighed med udmeldingen i går.

Til gengæld har især Demokraterne bejlet til IA i løbet af valgkampen, og hvis det samarbejde bliver til virkelighed, er der lagt op til, at partiet Siumut for første gang i sin historie må gå i opposition.

Årsagen til IAs brud med Siumut skal bl.a. søges i lørdagens vælgermøde i Katuaq i Nuuk. Vreden retter sig specielt imod Siumuts Lars-Emil Johansen

Lars-Emil Johansen vakte opsigt på vælgermødet ved at returnere en bemærkning fra Josef Motzfeldt om ledelsesproblemer i Siumut, med at Siumuts ledelse ikke har problemer med euforiserende stoffer.

I gårsdagens partilederdebat i KNR-TV tog alle partiledere afstand fra tonen i Lars-Emil Johansens udtalelser og Anthon Frederiksen fra Kandidatforbundets Parti kaldte Siumut for ”et knækket parti”

Siumuts kandidat, Lars-Emil Johansen forstår ikke, hvorfor hans udtalelser har vakt furore.

- En af Atassuts kandidater har under valgkampen påpeget, at nogle toppolitikere ryger hash. Og jeg ville blot understrege, at det i hvert fald ikke gælder os, siger han til Ritzau.