Sydgrønlændere på skolebænken

”Do you speak english?” Sydgrønlænderne får nu mulighed for at stifte bekendtskab med det engelske sprog så de bedre kan begå sig indenfor mineral- og olieefterforskningsbranchen.
08. februar 2011 13:47

Borgerne i Sydgrønland har nemlig fået mulighed for at tage et sprogkursus af to uger varighed. Det er Kommune Kujalleq, der i samarbejde med Sprogcenteret i Sisimiut, har arrangeret kurset.

- Vi har lagt stor vægt på at folk lærer lidt engelsk og få papirer på det, så man bliver motiveret til at komme endnu videre, siger erhvervsudvalgsformanden i Kommune Kujalleq, Kalistat Lund.

Der er nemlig potentialer i mineral- og olieefterforskningen i Sydgrønland. Endnu mangler der at blive givet efterforskningstilladelser, men det forhindrer ikke kommunen i at ruste borgerne til et job i mineral- og olieindustrien.

Kalistat Lund håber på, at engelsk-kurserne kommer til at køre på permanent basis.