Svenske miner giver milliardoverskud

De svenske jernminer lægger milliarder af kroner i Sveriges statskasse. Og det selvom minearbejderne får en løn, der er op til tre gange så høj, som den Storskalalovforslaget vil forlange af selskaberne her i landet. Det skriver Weekendavisen i dag.
30. november 2012 14:27

Det svenske statsejede mineselskab LKAB, som driver de to jernminer i Kiruna og Malmberget, har et svimlende overskud. Sidste år havde selskabet en omsætning på 31 milliarder svenske kroner og et overskud på 14,8 milliarder kroner.

Alligevel har de råd til at betale minearbejderne hvad der svarer til mellem 29.500 og 35.000 danske kroner om måneden for en 40 timers arbejdsuge. Det oplyser informationsdirektør i LKAB, Lotta Fogde, til Weekendavisen. De, der arbejder med at anlægge miner, får ifølge entreprenørselskabet PEAB cirka samme løn.

- Prisen på jern ligger historisk højt. Efterspørgslen på stål og jern er enorm i Kina og Indien, og det presser prisen op. Den vil nok falde en smule. Men vi tror på en rigtig god forretning de næste 15-20 år, siger Lotta Fogde til avisen.

Til sammenligning vil det foreliggende grønlandske storskalalovforslag kun forpligte selskaber i Grønland til at betale deres arbejdere i projekternes anlægsfase en grundtimeløn, der svarer til SIK-mindstelønnen. Den ligger lige nu på 80 kroner i timen. Men forslaget giver også arbejdsgiveren lov til at trække udgifter til fx kost og logi fra.

Og det vil ifølge Naalakkersuisuts eget regneeksempel sige, at en udenlandsk arbejder fx fra Kina vil ende på godt 10.000 kr. om måneden for en 40 timers arbejdsuge. Altså mere end tre gange så lidt som minearbejderne i Sverige.

London Minings informationschef i Grønland, Kaj Kleist, udtaler dog, at de har tænkt sig at betale "helt andre lønninger, mere end 80 kroner i timen". Hvor meget vil han dog ikke oplyse.

Jernmineprojektet i Isukasia kræver dog langt mere opbygning af infrastruktur end minerne i Sverige gør. Derfor anslår London Mining at etableringen af projektet vil løbe op i 14 milliarder kroner. Men samtidig kalkulerer selskabet med, at det lån vil være betalt tilbage inden for 3½ år.

Mineselskabet LKAB beskæftiger 4.100 medarbejdere og vil ansætte yderligere 1.200 mennesker over de næste tre år.