Landsstyreformand Hans Enoksen har lovet at præsentere to nye siumut landsstyremedlemmer inden den 10. september. Som det ser ud lige nu, så kan det godt ligne en svær opgave. De fleste siger nemlig nej tak.
Hvis vi først kigger på den ledige post som landsstyremedlem for bolig og infrastuktur, så kunne et godt bud have været Air Greenlands bestyrelsesformand, Peter Grønvold Samuelsen. Men fra ham ville der komme et klart nej tak.
Også landstingsmedlemmet Ole Dorph ville sige nej. - Jeg ville takke for tilliden, men sige nej tak, fortæller Ole Dorph til Radioavisen.
Skulle Hans Enoksen vælge at genbruge et tidligere landsstyremedlem på området, så kunne muligheden være Mikael Petersen. Men landsstyreformanden ville få en kurv. Mikael Petersen fortæller nemlig til Radioavisen, at han ville sige nej.
Heller ikke KANUKOKAs formand, Lars Karl Jensen, vil tage i mod et job som landsstyremedlem. Hans principielle holdning er at det skal være en folkevalgt, der er får jobbet.
Kalistat Lund kunne også være en mulighed. Og han siger, at en henvendelse ville blive overvejet seriøst. Men han understreger, at han ikke er blevet kontaktet.
Også posten som landsstyremedlem for fangst og fiskeri kan blive svær.
Der er nej fra Royal Greenlands bestyrelsesformand, Paviaaraaq Heilmann, og samme melding kommer fra Nuka A/S’ direktør Tønnes Berthelsen.
En tredje mulæighed kunne være KNR’s direktør Lars Lennert Sandgreen. Han har en fortid som direktør på en fiskefabrik. Men også fra ham vil der komme et nej.
Selvom det ser svært ud er der dog muligheder. Eksempelvis vil den tidligere KANUKOKA-formand, Jens Lars Fleischer, seriøst overveje et eventuelt tilbud.
Men han fortæller til Radioavisen, at han meget gerne vil beholde sit job som borgmester i Uummannaq.
En anden mulighed er det tidligere landsstyremedlem, Simon Olsen.
Han siger til Radioavisen, at han vil overveje det, hvis han får tilbuddet.