Sværm af stjerneskud fredag nat

Hvis himlen er klar, kan man i aften opleve årets største regn af stjerneskud, måske helt op til to hvert minut.
Foto © : Sergiu Bacioiu/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
14. december 2018 11:11

De stammer fra Geminiderne - en sværm af ganske små meteorer, de fleste ikke større end et støvkorn.

De kan ses mellem 4. og 17. december, men topper i dag, den 14. december, skriver Videnskab.dk.

Når de kommer ind i atmosfæren, danner de en kort, lysende streg, der farer hen over himlen og slukkes på under et sekund.

LÆS OGSÅ Muligt stort stjerneskud over Qaanaaq

Det typiske stjerneskud er skabt af ganske små støvkorn, som kommer farende ind i atmosfæren med en fart på omkring 120.000 km i timen.

Med den fart brænder et støvkorn hurtigt op, og inden de når ned i en højde på 40 kilometer, er de stort set allesammen væk.

Men hvis himlen er klar når mørket falder på, så er det en god ide at gå en tur og se lysshow på himlen.