Kandidatforbundets ene stol i Landstinget måtte stå gabende tom, da tinget i dag tog hul på forårssamlingens fjerde mødedag.
Stolen bærer til dagligt landstingsmedlem, Anton Frederiksen. Men han har meldt forfald, fordi han også skal passe borgmesterstolen i Ilulissat.
I de tilfælde indkaldes suppleanten i den rækkefølge, de er blevet valgt. Men i Anton Frederiksens tilfælde er det så uheldigt, at 1. og 2. suppleanten i mellemtiden har skiftet parti, Mads Peter Grønvold til Demokraterne og Lars Erik Gabrielsen til Siumut. De blev derfor sprunget over. I stedet ønskede Anton Frederiksen sin 3. suppleant, Villy Olsvig fra sit eget parti Kandidatforbundet indkaldt.
Villy Olsvig havde dog dårligt sat sig i stolen før han måtte forlade den igen. Landstingets Formandskab har nemlig ikke modtaget dokumentation for, at Anton Frederiksen på forhånd – sådan som det er praksis – har clearet indkaldelsen af Villy Olsvig med suppleanterne fra Demokraterne og Siumut. Nu ønsker Anton Frederiksen slet ikke nogen suppleant indkaldt. Det har Formandsskabet godkendt.
Også siumutteren, Otto Jeremiassens stol i Landstinget er tom. Han er blevet borgmester i Kangaatsiaq og har heller ikke tid til at være til stede i Landstingssalen. Også han har sagt nej-tak til en suppleant. Hans suppleanter kommer nemlig fra Atassut. Mens han selv skiftede fra Atassut til Siumut midt i valgperioden.
Det er første gang Formandsskabet har skullet tage stilling til spørgsmålet, om en suppleant der skifter parti, bevarer retten til suppleantposten i overensstemmelse med valgbogens suppleantliste.