Sume-filmen på verdensturné

Den verdensturné, som Sume takkede nej til i 1970'erne, kan nu se ud til at blive virkelighed for dokumentarfilmen om den legendariske rockgruppe.
02. marts 2015 17:12

I hvert fald oplever produktionsselskabet Anorak Film en overvældende interesse fra internationale filmfestivaler, efter at SUME blev vist på den prestigefyldte Berlin-filmfestival, Berlinalen, i sidste måned.

Det fortæller Emile Hertling Péronard, filmens kreative producer, i en mail til KNR.

International opmærksomhed

Ved filmfestivalen blev det som bekendt ikke til nogen priser til filmen, men premierevisningen og den efterfølgende reception og showcase, som blev arrangeret i samarbejde med filmbrancheforeningen film.gl, har givet filmen stor international opmærksomhed.

I de næste par måneder skal SUME - MUMISITSINERUP NIPAA derfor vises på festivaler i lande som Australien, New Zealand, Ungarn, Rusland og Argentina.

Og næsten hver dag kommer der nye henvendelser, fortæller Emile Hertling Péronard.

Ingen guldgrube

Rent økonomisk er det dog ingen guldgrube. Festivalerne betaler typisk et visningsgebyr på omkring 2.000 kr., og i langt de fleste tilfælde bliver der ikke ydet rejsestøtte til filmskaberne. Der er derfor ikke tale om et stort rejseeventyr for filmens to bagmænd, men det er også i orden, siger instruktør Inuk Silis Høegh:

- For os handler det mest om, at filmen kommer ud til så mange som muligt. Og at historien om Sume og de sidste 40 års udvikling i Grønland bliver kendt af så mange som muligt verden over.

- Hver gang vi viser filmen i udlandet, kommer folk op til os bagefter og fortæller, hvor lidt de vidste om Grønland, før de så filmen. Vi er glade for, at vi med filmen kan hjælpe med at udbrede kendskabet til Grønland i hele verden. Og ikke mindst kendskabet til Sumes musik, som alle steder vækker begejstring.