Strømsvigt i Spanien førte til døde telefonlinjer i Grønland

Det er nu fastslået, at det massive strømsvigt, der mandag ramte Spanien og Portugal, også betød døde telefon- og internetforbindelser i dele af Grønland.
Det skriver det grønlandske teleselskab Tusass på sin hjemmeside.
Det skyldes, at Tusass har en station på den spanske ø Gran Canaria, der sender data til en satellit, der forsyner kunderne i dele af Grønland med tele- og internetforbindelser.
- Det lange strømsvigt i Spanien gjorde, at noget af udstyret stoppede med at fungere, skriver Tusass.
Det fik konsekvenser for borgere i områderne Qaanaaq, Ittoqqortoormiit og Tasiilaq.
Her oplevede borgere, at de ikke havde forbindelse til almindelige tjenester som telefoni, sms og internet mandag fra klokken 18.30 til klokken 00.36, skriver Tusass.
Bedst mulige service
Gran Canaria er ifølge Tusass nøje udvalgt som mellemstation for grønlandsk teletrafik, fordi vejret er stabilt, det er tæt på satellitten, og fordi der er adgang til store mængder data.
Det er heldigvis sjældent, at udfordringer med strøm i Spanien kan påvirke kommunikationen i Grønland, lyder det fra driftsdirektør i Tusass Jonas Hasselriis.
- For at sikre bedst mulig service til Grønland er vi afhængige af internationale netværk.
- Derfor kan udfordringer med strøm i Spanien i sjældne situationer påvirke kommunikationen i Grønland, siger han i meddelelsen.
- Vi vil tage læringerne fra dette strømsvigt med i vores videre arbejde, siger Jonas Hasselriis.
Det er endnu uklart, hvad der forårsagede det omfattende nedbrud mandag på Den Iberiske Halvø.
/ritzau/