Strandet i julen

02. januar 2006 14:54

8 passagerer, som skulle på juleferie i Savissivik, er endnu ikke kommet frem. De har i stedet været nødt til at holde jul i Qaanaaq.

Det var planlagt, at passagererne skulle ankomme til Savissivik den 22. december, men på grund af vejret var de nødt til at returnere til Pituffik.

Efter tre dages overnatning i Pituffik fik de mulighed for at flyve til Qaanaaq med en ambulanceflyvning.

Samtlige personer havde heldigvis familie i Qaanaaq, som de kunne holde jul med.

Informationschef i Air Greenland, Tupaarnaq Rosing Olsen, fortæller, at helikopteren, der beflyver bygderne i Qaanaaq, har tekniske problemer. De nødvendige reservedele vil først blive fløjet til Qaanaaq den 4. januar.

Passagererne må selv sørge for overnatning og mad i ventetiden.