Stort zinkfund

Mineralselskabet Ironbark Zink har netop meldt om overraskende store fund i de grønlandske udgravninger.
Skrevet af Karsten Sommer
27. juli 2010 06:30

Selskabet har siden 2007 efterforsket zinkforekomster i Citronen Fjordområdet i Grønlands nordøstligste hjørne. Det skriver hjemmesiden Steelguru.com

En af udgravningerne blev primært efterforsket for at fastlægge geotekniske data, men til selskabets overraskelse fandt de store forekomster af zink i området.

Ironbark Zink skriver, at det overraskende fund kan ende med at øge den samlede mængde zink i området væsentligt.

Jonathan Downes, der er direktør i Ironbark Zink, forudser, at det ikke er de sidste gode nyheder, der vil komme fra Citronen Fjord i år.

Der graves 24 timer i døgnet i området, og det bliver man ved med frem til september, hvor efterforskningssæsonen slutter for i år.