Stort budget garanterer ikke mod venteliste

11. april 2006 10:51

Et forholdsvis stort budget til misbrugs- og familiebehandling er ikke nogen garanti mod ventelister på området.

Det er Ilulissat Kommune et eksempel på. Her venter 45 på at komme i misbrugsbehandling på Qaqiffik, og ikke færre end 105 venter på at komme i to ugers familiebehandling.

- Vi tror, at det hænger sammen med, at rigtig mange i Ilulissat gerne vil videre i deres liv. De vil have bearbejdet barndommens traumer, så de kan komme frem til at accept og få tingene lagt på rette hylde, siger socialchef Makka Fencker.

Ilulissat budgetter årligt med 600.000 kr. til området, men har rask væk givet en tillægsbevilling på 200.000 kr. oveni, så der har de seneste år været 800.000 kr. at gøre godt med.