Stormvejr og teleproblemer i Sydgrønland

28. februar 2006 15:21

Det sydlige Grønland er hårdt ramt af stormvejr – og det går blandt andet ud over telekommunikationen. Alle teleforbindelser er meget ustabile, og har været det i flere dage.

Tele Greenland oplyser, at der er fejl på radiokædestationen ved Flådestation Grønnedal og Ivittuut og derudover virker NMT-mobiltelefonnettet heller ikke. Disse fejl gør, at kommunikationen ikke virker i Narsaq, Narsarsuaq, Igalikur, Qassiarsuk, Grønnedal og Ivittuut.

- Vi beklager situationen og en helikopter med mandskab er klar til at tage af sted for at udbedre fejlen, så snart vejret tillader det, siger Tele Greenlands informationchef Malînánguaq Mølgaard.

Men det kan vare et par dage, før Tele kan flyve ud og gøre noget ved problemerne, siger meteorolog Flemming Skov fra DMI i Kangerlussuaq.

Det har blæst i fem dage nu – over hele Grønland, men med langt den hårdeste vind i Sydgrønland.

Også flytrafikken er påvirket af vinden. Air Greenland rykker alle flyvninger i morgen med et døgn – altså frem til torsdag.

Foreløbig har blæsten medført, at 70 passagerer i Nuuk venter på at rejse til Narsarsuaq, og at 80 passagerer, der skal til Nuuk, sidder fast i Narsarsuaq, oplyser Air Greenland.