Storm koster kassen hos Mærsk

En storm i februar i Nordsøen ser ud til at blive en meget dyr affære for Maersk Oil - det danske olieefterforskningsselskab, som også har koncession til efterforskning her i Grønland.
Skrevet af Karsten Sommer
11. maj 2011 05:15

Maersk Oils flydende olieproduktionsskib Gryphon blev så hårdt medtaget af februarstormen i britisk farvand, at fire ud af ti ankerkæder bristede, og der skete omfattende skader på skibet og produktionsudstyret på havbunden.

Gryphon vil være ude af drift helt frem til begyndelsen af 2012. Og da Gryphon under normale forhold står for en tredjedel af Maersk Oils produktion i britisk farvand, frygter man at det vil betyde tab på op til fire milliarder kroner for Maersk Oil i tiden frem til 2012.

Produktionen på skibet er normalt 14.500 tønder dagligt, hvilket svarer til en omsætning på knap 8 millioner kroner dagligt.

Maersk Oil understreger, at der ikke skete udslip af olie som følge af uheldet, og mener ikke, at det forventede tab på sigt svækker selskabet, der om nogle år ventes at pågegynde prøveboringer her i Grønland.