Store forhåbninger til forsøgsfiskeri efter torsk i Sydgrønland

Narsaq Seafood, der driver fabrikker i Narsaq og Alluitsup Paa, kan nu melde om stigende aktiviteter på basis af nyt fiskeri af torsk i høj kvalitet.
31. oktober 2014 07:40

Efter flere års afslag på ansøgninger om kvoter, har virksomheden i Sydgrønland nu fået tildelt 1000 tons torsk til forsøgsfiskeri. Og det har givet Narsaq Seafood mulighed for at udvide aktiviteterne med saltfiskproduktion i Alluitsup Paa.


Den daglige leder af Narsaq Seafood, driftschef Klaus ”Nuka” Andreassen, håber nu på en større kvote for 2015, således at landing af torsk også bliver muligt i Narsaq.

 

Moderniseret fiskefartøj sat ind
Efter en gennemgribende renovering på Svendborg værft og efterfølgende montering af automatisk lineudstyr i Narsaq, er ”Polar Nuka” med succes startet på fiskeriet af den nye kvote.

 

Fartøjet, der ejes af Polar Seafood, er indsat for at fiske de 1000 tons torsk i farvandene omkring Sydgrønland - og driften sker i et samarbejde mellem Narsaq Seafood og Polar Seafood.

 

Gode vilkår for erhvervslivet skaber vækst
Narsaq Seafood beskæftiger nu 30 personer på årsbasis. Heraf arbejder otte personer ombord på linebåden.


Polar Seafoods bestyrelsesformand Henrik Leth venter, at torskefiskeriet kan udvikle sig til en sund forretning, men det er samtidigt også et eksempel på, at arbejdspladser og indtægter kan skabes, hvis man giver erhvervslivet de rigtige vilkår.

 

- Sagt på en anden måde, hvis vi får flere fisk i de kommende år, vil vi naturligvis kunne skabe endnu flere arbejdspladser, understreger Henrik Leth.