Stor mulighed for forskerspirer

Den arktiske forskningsformidlingskonkurrence Academicus Arcticus er skudt i gang igen.
Skrevet af mlk
09. september 2013 10:14

Bag prisen står Arktisk Institut i samarbejde med Sermitsiaq, Det Grønlandske Selskab og Royal Arctic Line.

Med konkurrencen vil de opmuntre unge forskere til at blive gode til at formidle deres forskning for helt almindelige mennesker.

Sidste års vinder, Liv Mejer Larsen, fik stor ros for sin artikel, Grønlands heldige kartoffel, om de grønlandske kartoflers kvaliteter, men også de farer der lurer på dem i form af sygdomme og globale klimaforandringer.

Vinderen af Academicus Arcticus modtager 10.000 kroner, mens anden og tredjepræmien er på henholdsvis 5000 og 3000 kroner. Desuden udgives deres artikler i både Sermitsiaq samt Tidsskriftet Grønland. Prisen overrækkes 1. november.

Og skulle du sidde derude og få lyst til at fortælle om din forskning, så kan vi fortælle at deadline for deltagelse i konkurrencen er 1. oktober.