Stoledans i udenrigstjenesten viser en ny grønlandsk diplomatitop

Nu er det grønlændere, som bliver udsendt på vegne af Grønland, og ikke bare en eller to, men omkring en håndfuld grønlandske topdiplomater, påpeger adjunkt.
Kenneth Høegh
Kenneth Høegh er med i den store rotation. Han går fra posten som departementschef i Nuuk til repræsentationschef i Washington, USA. Foto © : Visit Greenland
Skrevet af Jens Betak
16. juni 2021 08:52

Til august rykkes der rundt på alle de øverste poster i den grønlandske udenrigstjeneste - både i Washington, Nuuk, Reykjavik, Bruxelles og i den nye repræsentation i Beijing i Kina.

Og alene omfanget gør rotationen i topdiplomatiet interessant, mener Rasmus Leander, adjunkt ved Ilisimatusarfik.

Grønlands repræsentationer i verden:

  • Bruxelles siden 1992.
  • Washington siden 2014.
  • Reykjavik siden 2018.
  • Beijing fra 2021.

- Der har været en repræsentation i Bruxelles siden 1992, hvor der har været lidt udskiftning. Enten kom man til København eller tilbage til Nuuk. Så det er ikke første gang, at der sker en rokade, men det er første gang, at en større kabale, hvor der er så mange personer fra det grønlandske topdiplomati, der skal flyttes rundt på verdenskortet, siger Rasmus Leander, adjunkt ved afdelingen for samfundsvidenskabelige studier.

Udskiftning på alle topposter

Helt konkret er det fem chefer, der fra august skal have et nyt arbejde på Grønlands repræsentationer rundt om i verden.

Departementschefen i Nuuk, Kenneth Høegh, tager til USA, hvor han overtager tøjlerne fra Inuuteq Holm Olsen, der har været chef i Washington siden repræsentationens start i 2014.

Washington-chefen tager til EU og Bruxelles og overtager posten fra Mininnguaq Kleist, der vender tilbage til Nuuk, hvor han ventes at blive ny departementschef.

I 2018 tog Jacob Isbosethsen til Island for at starte en repræsentation op i Reykjavik, og fra august tager han til Kina for at gøre det samme i Beijing. Hans stilling i Reykjavik overtages af Tove Søvndahl Gant, der kommer fra en stilling som seniorrådgiver i udenrigsdepartementet.

Selv om det egentlig er de samme folk, der roterer rundt mellem posterne, så mener Rasmus Leander ikke blot, at der er tale om en rotation, men en evolution.

- Fordi vi er gået fra, at det grønlandske diplomati har været relativt lille, og så har det tidligere også meget været danskere. Nu er det grønlændere, som bliver udsendt på vegne af Grønland, og nu er det ikke bare en eller to, men omkring en håndfuld af grønlandske topdiplomater, siger adjunkt ved Ilisimatusarfik Rasmus Leander.

Hele rotationen sker 1. august.