Stillingskrig mellem Air Greenland og Hans Enoksen

Skrevet af Karsten Sommer
24. oktober 2005 16:15

Stillingskrigen mellem Air Greenland og Hans Enoksen omkring det planlagte salg af Arctic Umiaq Line fortsætter.

Landsstyreformand Hans Enoksen sagde i dag i middagsradioavisen at en af grundene til at Air Greenland ikke er blevet indbudt til at byde på AUL er at de krævede eneret til passagersejladsen i Grønland.

Air Greenlands direktør Flemming Knudsen benægter den fremstilling af sagen.

- Det kan jeg tilbagevise. Det vi bad om var en eneret til at gennemgå AUL, for at se om vi kunne lave et tilbud, men det kunne vi ikke få. Vi endte så med at acceptere at der ville blive lavet en generel udbudsrunde. Hvorefter Landsstyret gav et andet firma eneretten til at gennemgå AUL, det syns vi ikke var rigtig gjort.

I en pressemeddelelse som Hans Enoksen udsendte her til middag, nævnes en række andre grunde til at Landsstyret har ønsket en anden køber end Air Greenland og RAL.

Landsstyret ønsker andre private aktører på turist- og trafikmarkedet – de ønsker mere konkurrence – og frygter at det delvist hjemmestyreejede selskab Air Greenlands deltagelse i udbudsrunden ville afholde private selskaber fra at deltage.

Vi spurgte Air Greenlands direktør om ikke det er meget rimeligt at prøve at finde en ikke-hjemmestyreejet virksomhed til at overtage Arctic Umiaq Line?

- Vi synes det er helt i orden at man udbyder AUL til salg på en sådan måde at der opstår konkurrence om salget. Men det er jo spørgsmålet hvad man opnår konkurrencemæssigt, hvis det ender med at der kommer for meget kapacitet i markedet, for så kommer kunderne i sidste ende til at betale, siger Flemming Knudsen.

Af Hans Enoksens pressemeddelelse i dag fremgår det at det er et enigt Finansudvalg i Landstinget der har bakket op om Landsstyrets valg af Arctic Travel Group som køber.

- Det er jeg da skuffet over. Vi har de senere år gjort en stor indsats for at optræde samfundsøkonomisk, så vi synes det er en lidt trist reaktion.

Men Air Greenland har ikke helt opgivet håbet om at blive medejer af Arctic Umiaq Line.

- Vi har jo her de sidste dage erklæret at vi stadig er en mulig køber, og det vil vi da fastholde. Så er det op til ejerne om de vil tage hensyn til det eller ej, slutter Air Greenlands direktør.

Hans Enoksen forventer at Landsstyret tager endelig stilling til Arctic Travel Groups tilbud i denne uge.