Stigning i overnatninger

15. maj 2006 08:08

Antallet af folk, der tjekker ind på et hotel eller vandrehjem for natten, stiger i Grønland. Tallet for overnatninger herhjemme i 2005 er netop blevet offentliggjort af Grønlands Statistik, og de viser altså, at flere og flere ønsker at trække dynen op over næsen og putte sig ude. Faktisk er tallet steget med over 13 procent fra 2004 til 2005. I antal overnatninger svarer det til over 25.000.

På den negative side kan man i statistikken læse, at der er sket et lille fald i hvor lang tid folk vælger at sove på hotel eller lignende.

I 2004 blev de gennemsnitligt i sengen i 2,8 dage, men det tal er faldet til 2,7 dage.

Den største fremgang blandt gæsterne er sket blandt folk fra Island. Det skal dog med i dén statistik, at opførelsen af et vandkraft-værk i Qorlortorsuaq har tiltrukket arbejdskraft fra vores nabo-ø, så i statistikken er antallet af islændinge, der overnatter, steget med over 320 procent.

Også blandt grønlændere er antallet af overnatninger steget. Hjemmehørende overnattende gæster er steget med cirka 15 procent.