Stenbidersæsonen i Vestgrønland starter i dag

Fiskeriet efter stenbider starter i dag mandag den 11. april i forvaltningsområderne 1D og 1C.
Foto © : Brian Suda/Flickr Creative Commons
11. april 2016 09:39

Området strækker sig fra Kangaamiut til Qeqertarsuatsiaat. Og fredag, den 15. april starter stenbiderfiskeriet i forvaltningsområde 1E, ved Paamiut. Det meddeler Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Kvoten for forvaltningsområde 1D er på 522 tons rogn og for forvaltningsområde 1C er den på 267 tons rogn, mens der er 165 tons rogn for forvaltningsområde 1E.

Den samlede kvote for hele Vestgrønland er 1.500 tons stenbiderrogn fordelt på syv forvaltningsområder.

Sidste mulige indhandlingsdag i 1D og 1C er fredag den 27. maj, med mindre kvoten opfiskes tidligere. Den sidste mulige indhandlingsdag i 1E er tirsdag den 31. maj.

Opfiskes kvoten i områderne tidligere end de nævnte datoer, vil det blive meddelt, at fiskeriet stoppes. Eventuel uopfisket kvotemængde overføres til andre forvaltningsområder.