Stenbiderfangst i to områder på vestkysten stoppes for nu

Kvoten for stenbidere nord for Pamiut og til og med Kangerlussuaq er ved at være brugt op.
Der stoppes for indhandling af stenbider i to forvaltningsområder på vestkysten. Arkivfoto. Foto © : Brian Suda/Flickr Creative Commons
06. maj 2020 19:26

Fra og med i morgen er det ikke længere muligt at indhandle stenbider i to områder ud for vestkysten.

Det meddeler Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Det gælder forvaltningsområde 1C, der strækker sig fra Godthåbsfjorden og op til og med Kangerlussuaq. Derudover gælder det forvaltningsområde 1D, der dækker et område fra Nuuk og ned til nord for Paamiut.

Alle stenbiddergarn skal være bjerget senest 7. maj, hvor indhandlingen stopper. Indhandlingen stopper, da kvoten er ved at være opfisket.