Sten fra Sydgrønland var 55.000 kr. værd

22. december 2005 11:22

En stenprøve fra Prins Christians Sund i Sydgrønland som indeholder zink, kobber og sølv er blevet vinder af den landsdækkende mineraljagt, Ujarassiorit 2005, som Greenland Resources har arrangeret.

Det betyder, at finderen, Paulus Banjaminsen fra Aappilattoq i Nanortalik Kommune, får en julegave på i alt 55.000 kr.

2 præmier på hver 25.000 kroner går til Meerannguaq Steenholt fra Kangaatsiaq for en stenprøve, som indeholder litium og kobber. Og Karl P. Lundblad, som også kommer fra Kangaatsiaq, fandt en stenprøve, som indeholder kobber, bismuth og sølv.

3 amatørgeologer deles om 3. præmien på 6.000 kr., mens 6 personer får udbetalt en opmuntringspræmie på 2.000 kr.

Det er femte år i træk, at Grønlandsbankens Erhvervsfond har indskudt penge til 1. og 2. præmierne med i alt 55.000 skattefrie kr.

Råstofdirektoratets samlede præmiesum er på 80.000 kr. Derved bliver der i år uddelt i alt 135.000 skattefrie kr. til præmier, skriver Råstofdirektoratet og Greenland Resources i en pressemeddelelse.

Man har i modtaget 1204 stenprøver. 282 af dem blev sendt etil Sverige til nærmere undersøgelse. Ujarassiorit startede i 1989.