Statsministeren til studentermøde

23. marts 2006 06:40

Danske toppolitikere vil tilsyneladende gerne møde studerende fra Grønland og Færøerne. Senest har statsminister Anders Fogh Rasmussen meldt sin ankomst til studentermødet om godt en uge.

Arrangøren er Den nordatlantiske Gruppe som oplyser, at Anders Fogh Rasmussen vil starte med at holde et kort oplæg. Der er ikke lagt op til diskussion men efter oplægget bliver der en pause hvor de studerende får mulighed for selv at hilse på statsministeren. Udover regeringschefen deltager hans partifælle undervisningsminister Bertel Haarder og miljøminister Conni Hedegaard fra de konservative.

Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti sender Søren Espersen der jævnligt markerer sig i debatten om Grønland. Fra oppositionen kommer socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt. Alle politikerne vil komme med deres bud på, hvordan samarbejdet forløber mellem de tre parter i Rigsfællesskabet.