Statsminister til Grønland: I har fundet egne svar på coronakrisen

På Færøerne og i Grønland er det gået over al forventning, siger Mette Frederiksen (S) fra Folketingets talerstol og hentyder til håndteringen af coronakrisen.
Mandag løber Folketingets afslutningsdebat af stablen. Den starter om morgen dansk tid, og ofte fortsætter den til langt ud på aftenen. Den første på taler stolen er statsminister Mette Frederiksen (S). Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
22. juni 2020 13:48

Coronakrisen var et centralt emne, da statsminister Mette Frederiksen (S) tog hul på afslutningsdebatten i Folketingsalen i København.

Og her gik Grønland og Færøerne ikke uset forbi. Ifølge statsministeren er indsatsen for at komme coronavirus til livs begge steder 'beundringsværdig'. 

Statsministeren påpegede, at også de færørske og grønlandske medlemmer af Folketinget igen er tilbage i salen:

- Det er dejligt at se jer igen. Jeg er fuld af beundring over indsatsen i jeres lande. På Færøerne og i Grønland er det gået over al forventning. Effektivt.

- I har fundet jeres egne svar på coronakrisen. I har vist de små samfunds styrke.

LÆS OGSÅ Statsministeren til Grønland: Sæt ind med alt, hvad I har

I talen beskrev Frederiksen de seneste måneder i dansk politik, hvor særligt nedlukningen af samfundet for at mindske spredningen af coronavirus har fyldt meget. 

Og coronarestriktionerne har blandt andet også fyldt meget for politikernes arbejde.

- For første gang i flere måneder holder vi i dag møde i folketingssalen uden restriktioner. Som på alle andre arbejdspladser er tingene anderledes.

- Vi skal holde mere afstand. Og tage hensyn. Til hinanden. Især det sidste klæ’r os vist meget godt, sagde Mette Frederiksen fra talerstolen. 

Folketingets afslutningsdebat bliver afviklet mandag, og oftest strækker den sig fra morgenstunden til langt ud på aftenen.

Her duellerer partiledere og folketingsmedlemmerne på de vigtigste politiske emner - ofte med humoristiske indslag undervejs.

Også de grønlandske politikere skal på talerstolen i løbet ad dagen.