Illorsuit-borger: Spræng fjeldet

Truslen om fjeldskred får Kristian og Rakel Nielsen til at ville flytte væk fra Illorsuit. Erik Møller, derimod, vil tilbage. Han foreslår, at det farlige fjeld bliver sprængt i luften.
Erik Møller fra Illorsuit vil gerne tilbage til sin bygd. Han synes, fjeldet skal sprænges i luften. I øjeblikket bor han hos sin faster i Uummannaq. Foto © : Erik Møller/Facebook
20. juni 2017 13:52

Det er med blandede følelser, at de evakuerede fra Illorsuit tænker på at skulle vende tilbage til deres tomme hjembygd.

- Min kone og jeg har talt om det. Vi er enige om, at vi ikke vil flytte tilbage, og tænker på at flytte til Saqqaq eller Ilulissat, siger Kristian Nielsen fra bygden Illorsuit.

Han og konen Rakel ankom i går til Aasiaat og er indkvarteret på et af byens kollegier.

I øjeblikket er der varsel om et muligt nyt kæmpeskred i Karratfjorden. Så det er formentlig ikke lige foreløbig, at de evakuerede kan vende tilbage.

LÆS OGSÅ Løs fjeldside kan skabe ny flodbølge

Kristian Nielsen mener, at hvis der kommer et nyt fjeldskred, vil det ødelægge det meste af Illorsuit, for langt de fleste af husene ligger nede ved vandet.

Alligevel er det, naturligt nok, ikke nemt at skulle beslutte sig for at forlade sin bygd og finde et nyt hjemsted:

- Det er selvfølgeligt en meget hård beslutning - og vi har det ikke godt med det, siger Kristian Nielsen til KNR.

LÆS OGSÅ Se de første billeder fra Nuugaatsiaq efter katastrofen

 

Beboer: Spræng fjeldet

En anden beboer fra Illorsuit - Erik Møller - har den modsatte holdning. Han vil tilbage til bygden, og mener at det farlige fjeld skal sprænges i luften.

- Jeg ønsker lige nu at sprænge fjeldsiden, mens bygden alligevel er evakueret. Så bliver den ikke så hårdt ramt, forklarer Erik Møller på en telefon fra Uummannaq, hvor han bor hos sin faster.

Når Erik Møller gerne vil tilbage til Illorsuit, er det dels fordi hans hus ligger højt oppe på fjeldet, dels fordi han holder meget af sin bygd.

- Jeg kan ikke rigtigt forlade den. Det er en skøn bygd, siger Erik Møller om Illorsuit.

Både Erik Møller samt Kristian Nielsen og hans kone Rakel, sidder i den samlede bygdebestyrelse for Nuugaatsiaq og Illorsuit.

 

LÆS OGSÅ Aldrig har jeg set så stærke kræfter

 

LÆS OGSÅ Vi skylder en stor tak til Aasiammiut

 

LÆS OGSÅ Dansk Røde Kors klar med sms-indsamling