Sportsstjerne bliver lufthavnschef

Skisportsstjernen Tupaarnaq Kreutzmann Kleist overtager stillingen som lufthavnschef i Narsarsuaq.
Tupaarnaq Kreutzmann Kleist i front Foto © : Deluxus Studio
Skrevet af Inge S. Rasmussen
10. oktober 2017 13:13

Pr. første november kan hun kalde sig for konstitueret lufthavnschef indtil en ny bliver fastansat. Det oplyser Mittarfeqarfiit - Grønlands Lufthavne - i en pressemeddelelse.

Stillingen er blevet ledig fordi den hidtidige lufthavnschef Storch Lund efter eget valg har opsagt sin stilling efter mere end 40 år hos Mittarfeqarfiit.

31-årige Tupaarnaq Kreutzmann Kleist er i dag flyvepladsleder i Narsarsuaq. Med stillingen som konstitueret lufthavnschef for Narsarsuaq følger også ansvaret for en række heliporte i Sydgrønland, herunder Nanortalik, Narsaq og Qaqortoq.

Stillingen som lufthavnschef i Narsarsuaq vil efter reglerne blive opslået, oplyser Mittarfeqarfiit.

Tupaarnaq Kreutzmann Kleist har en tidligere karriere bag sig i Grønlands Elitesport og Grønlands Idrætsforbund.

Desuden har hun en flot sportskarriere bag sig, hvor hun blandt andet som den eneste kvindelige grønlandske alpinist har været udtaget til OL og her vundet bronze i alpin ski for juniorer i Slovenien.