Spor af olie i drikkevandet i Kuummiut og Sermiligaaq

Der er fundet spor af olie i vandprøver fra Kuummiut og Sermiligaaq, oplyser Selvstyret.
I en kortfattet pressemeddelelse oplyser Selvstyret, at der er fundet olierester i vandprøver fra de to østgrønlandske bygder Kuummiut og Sermiligaaq.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
29. oktober 2019 11:08

I en kortfattet pressemeddelelse oplyser Selvstyret, at der er fundet olierester i vandprøver fra de to østgrønlandske bygder Kuummiut og Sermiligaaq.

- Der er tale om meget små mængder olie, som ikke vurderes at udgøre en sundhedsmæssig risiko. Landslægen har vurderet, at vandet derfor fortsat kan anvendes som drikkevand, skriver Selvstyret.

Man er endnu ikke klar over, hvor forureningen kommer fra, men det vil man undersøge.

Selvstyret oplyser også, at der er planer om at sætte nogle særlige kulfiltre på vandværkerne, som kan fjerne forureningen.

Igennem længere tid har forsyningsselskabet Nukissiorfiit kæmpet med en forurening af drikkevandet i Uummannaq. Her har forureningen dog været så kraftig, at vandet fortsat ikke kan drikkes.