Spis roligt rullepølse i Grønland

12 danskere er døde af listeriabakterien, mens andre otte personer er blevet smittet. Den danske fødevarestyrelse har fundet frem til smittekilden og lukket Jørn A. Rullepølser A/S i Hedehusene på Sjælland.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
13. august 2014 12:36

Virksomhedens produkter er ved at blive trukket tilbage fra butikkerne i Danmark.

Her i Grønland kan du dog ganske roligt sætte tænderne i rullepølser. I hvert fald oplyser de tre store butikskæder Pilersuisoq, Pisiffik og Brugseni, at der ikke findes nogen af de giftige produkter på deres hylder.

De grønlandske fødevaremyndigheder gør det dog klart, at folk der har været ude at rejse og har købt pålæg med hjem, bør tjekke hvorvidt det kommer fra Jørn A. Rullepølser.