Spanien åbner for turister fra de fleste EU-lande om en uge

21. juni åbnes der for indrejse fra Schengen-lande til Spanien, skriver flere medier.
Adskillige spanske øer modtager turister fra mandag - deriblandt Mallorca og Ibiza. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
14. juni 2020 16:24

Spanien vil åbne sine grænser for personer fra lande i EU's Schengen-område den 21. juni. Nabolandet Portugal er dog undtaget, da den spansk-portugisiske grænse først åbner den 1. juli. Det rapporterer spanske medier - deriblandt avisen El Pais.

Den spanske regering har tidligere meddelt, at den vil åbne grænserne for udenlandske turister den 1. juli - uden krav om karantæne. Adskillige spanske øer modtager dog allerede turister fra mandag - deriblandt Mallorca og Ibiza.

Også Frankrig vil løfte alle grænserestriktioner for andre Schengen-lande fra i morgen den 15. juni.

Grænserne blev lukket i midten af marts for at begrænse spredningen af coronavirus.

EU-Kommissionen har - hidtil forgæves - forsøgt at få landene til at koordinere deres beslutninger om grænser. Det er nødvendigt, for at det indre marked fungerer efter hensigten, lyder det.

Den grænseløse Schengen-zone dækker de fleste af EU-landene samt Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein.