Spæk ødelægger hundes immunforsvar

21. marts 2006 14:34

Spæk fra vågehvaler ødelægger slædehundes immunforsvar. En ny undersøgelse viser, at hunde, der bliver fodret med spæk fra hvalerne, har et dårligere forsvar mod sygdomme end hunde, der får svinefedt. Det styrker endnu engang forskernes mistanke om, at giftstoffer ophobes i spæk, og at mennesker skal holde igen med at spise det.

Det er en række forskere, der har gennemført forsøget på 40 slædehunde i Aasiaat. Halvdelen af hundene fik gennem to år svinefedt blandet i kosten, mens den anden halvdel fik spæk fra vågehval som kosttilskud. Derefter sprøjtede forskerne allergi-fremkaldene stoffer ind i hundene. Det viste, at de hunde, der havde spist svinefedt, reagerede mere korrekt end de hunde, der havde fået spæk fra vågehval, siger dyrlæge og forsker, Christian Sonne fra Danmarks Miljø Undersøgelser.

- Hunde, der spiser hvalspæk, har et immunsystem, der fungerer dårligere end hunde, der spiser svinefedt, siger han.

Fordelen ved det her forsøg er, at det er mere realistisk end tidligere forsøg. Man har længe haft mistanke til, at giftstoffer ophobes i spæk, og at det påvirker dyr og mennesker, der spiser det. Men det er første gang, at man har lavet et forsøg, der strækker sig over så lang tid, og hvor påvirkningen er realistisk, siger Christian Sonne.

- Tidligere har man gennemført forsøg på dyr med måske blot et enkelt stof over kort tid, men her har vi set på hunde i over to år med en cocktail, der afspejler det, som vi finder naturligt i de arktiske fødekæder.

Og der er ingen grund til at tro, at ikke også mennesker bliver påvirket af giftstofferne, så Christian Sonne anbefaler, at grønlændere holder igen med at spise hvalspæk.

- Folk skal spise mindre spæk, men mere kød fra havpattedyr, siger han.

Forsøget med at give hunde spæk i kosten vil i fremtiden kaste en række andre videnskabelige resultater af sig, som løbende vil blive offentliggjort.