Sorlaat Partiiat er stiftet
Et nyt politisk parti har set dagens lys. Sorlaat Partiaat blev stiftet i lørdags i Nuuk, skriver Sermitsiaq.
Skrevet af Louise M. Kleemann
Partistifteren Nikoline Ziemer blev valgt som partiformand på den stiftende generalforsamling.
Partiet definerer sig selv som et internationalt orienteret parti, placeret på den politiske midte.
Partiformand Nikoline Ziemer betegnede på generalforsamlingen landsstyrekoalitionens økonomiske politik som uansvarlig, og partiet efterlyser en bæredygtig økonomisk politik.
Partiet betegner øget selvstændighed til Grønland, som en af partiets centrale værdier. Desuden mener de at hjemmestyret skal koncentrere sig om politik og droppe rollen som købmænd. Det skal ske ved at give de hjemmestyreejede virksomheder større selvstændighed.
Sorlaat Partiaat stiller op ved kommunevalget i den nye Øst-Vest Kommune.