Sommerens store dinosaurusekspedition til Østgrønland har givet byggefeber på Møn

Geocenter Møn, som stod bag den succesfulde ekspedition, udvider med en stor dinosaurusudstilling i et nedlagt hotel, skriver Sjællandske Medier. Planen er at udstille skelettet af den plateosaur, som blev fundet i Østgrønland.
Skrevet af Martine Lind Krebs
25. januar 2013 06:56

-Det er den første hele dinosaur, der er fundet inden for det danske rigsfællesskab. Det ypperste fossil, man kan præsentere, er jo en dinosaur. Det har sin helt egen naturlige tiltrækningskraft på folk i alle aldre, siger centrets direktør Nils Natorp til Sjællandske.

Dinosaurusudstillingen skal efter planen stå på Møn i 5-6 år, herefter skal fossilerne til det nye Zoologisk Museum i København, der står færdigt i 2017, for til sidste at blive returneret til Grønland.

Foruden fossiler vil udstillingen også have et interaktivt islæt, hvor man for eksempel kan opleve en plateosaurs liv og endelig dødskamp.