Sommeren er på vej nu, måske

10. juni 2005 11:30

Selvom om det i dele af landet kan føles noget køligt i dag, så lover Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, gode muligheder for en lunere sommer end normalt.

DMI’s nyeste sæsonprognose dækker perioden fra juli til september. Prognosen viser, at der er næsten 40 procents chance for, at Sydvestgrønland får en varmere sommer end normalt.

Og hvad er en varm sommer så i Grønland? Ja, i 2003, der regnes for en lun en af slagsen, lå gennemsnittet på mellem 8 og 11 grader i hele Grønland.

Ved et nærmere kig på temperaturerne herhjemme i juni måned viser de også, at måneden indtil nu er en smule lunere end sædvanligt. Den eneste by, hvor temperaturerne indtil nu ligger under normalen, er Tasiilaq.

Så med lidt held kan vi snart tage sandalerne på, smøre os ind i solcreme og ellers bare nyde sommeren.