Luftbåren sod fra Asien er med til at ændre klimaet i det høje nord, har forskere fra det amerikanske rumforskningsprogram NASA fundet frem til.
Dermed kan forskerne fastslå, at forurening ikke kun ændrer ved klodens temperatur gennem den såkaldte globale opvarmning i form af drivhusgasser. Det foregår også direkte, af selve forureningen.
Ved hjælp af satellitter har forskerne fulgt sammenhængen mellem aflejringen af de små stykker kul, og afsmeltningen af is og sne.
Når sodpartiklerne lægger sig på isen, bliver den lidt mørkere, og er dermed mere modtagelig for sollys. Som den optager i form af varme i stedet for at reflektere den. Og det får den så til at smelte.
I 1980’erne kom det meste af den luftbårne sod i Arktis fra Rusland og Europa. De lande har nu skåret ned på forureningen, som til gengæld er steget i Sydasien, der i dag står for en tredjedel af soden i Arktis.